93
Han taug, idet hans Blik søgte efter et Publikum, thi i sin Begeistring havde Apotekeren troet sig midt i Municipalraadet. Men Krokonen hørte slet ikke paa ham, hun havde kun Øre for en fjern Rullen. Man skjelnede endelig Lyden af en Vogn, blandet med en Klasken af løse Jern, der slog mod Jorden, og „Svalen” holdt endelig foran Porten.
Det var en en gul Kuffert, baaret af to store Hjul, som, da de naaede lige op til Seildugskaleschen, berøvede de Reisende Udsigten og stænkede dem op til Skuldrene. De smaa Glas i dens snævre Vinduer rystede i deres Indfatning, naar Vognen var lukket, de var hist og her tilsølet af Smudspletter mellem det gamle Støvlag, som ikke engang Regnskyllene formaaede at faae Bugt med. Den var forspændt med tre Heste, hvoraf den ene var Forløber, og naar man kjørte ned ad Bakker, stødte den idelig mod Jorden.
Nogle af Yonvilles Indbyggere viste sig paa Torvet, de talte Alle i Munden paa hverandre, En spurgte om Nyheder, en Anden om en Besked, en Tredie om sine Kurve, Hivert vidste ikke, hvem han først skulde svare. Det var ham, der udrettede Folks Ærinder i Byen. Han gik i Butikerne, bragte Ruller af Læder til Skomageren, Jerngjenstande til Smeden, en Tønde Sild til sin Frue, Kapper fra Modehandlerinden, Parykker fra Frisøren, og paa Hjemveien fordelte han sine Pakker, idet han kastede dem over Hegnene ind i Gaardene, staaende paa Bukken og raabende af fuld Hals, mens Hestene gik af sig selv.
En Hændelse havde forsinket ham, Fru Bovarys Mynde var løbet bort over Markerne. Først havde man fløitet et godt Kvarter efter den, Hivert var endogsaa kjørt en halv Lieue tilbage, idet han hvert Øieblik syntes at see den, men tilsist havde de alligevel maattet fortsætte deres Vei uden den. Emma havde grædt, var blevet vred og havde beskyldt Charles
