Side:Fru Bovary.djvu/122

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

114

med hans to Sønner, velhavende, gnavne og afstumpede Mennesker, der selv dyrkede deres Jorder, holdt Gilder for sig selv, forresten „hellige” og aldeles utaalelige i Omgang.

Mellem alle disse Physiognomier traadte Emmas Ansigt frem, men ensomt og i det Fjerne, thi mellem hende og sig følte han ligesom vage Svælg.

I Begyndelsen havde han besøgt dem flere Gange med Apotekeren. Charles syntes ikke at sætte overvættes stor Pris paa hans Selskab, og Léon vidste ikke, hvorledes han skulde bære sig ad mellem Frygten for at være paatrængende og Ønsket om et intimere Forhold, som han næsten ansaae for umuligt.

IV.

I de første kolde Dage ombyttede Emma sit Værelse med Dagligstuen, en stor men lav Stue, fra hvis Kakkelovn en busket Koralplante strakte sig henimod Speilet. Naar hun sad i Lænestolen ved Vinduet, kunde hun see Landsbyfolkene gaae forbi paa Fortouget.

To Gange om Dagen gik Léon fra sit Kontor til den „forgyldte Løve”. Langt borte fra kunde Emma høre ham komme, lyttende hældede hun sig frem, og den unge Mand gled forbi Gardinet, stadig ens klædt og uden at vende sig om; men i Tusmørket, naar hun med Haanden under Kinden havde ladet sit paabegyndte Broderi synke ned paa Skjødet, gjøs hun ofte ved Synet af denne Skygge, der pludselig strøg forbi. Hun stod op og lod Pigen rette an.

Mens de spiste, kom Homais. Med sin græske Hue i Haanden traadte han lydløst ind for ikke at forstyrre og stadig med den samme Frase: „God Aften mit Herskab”, naar han derpaa havde sat sig ned ved Bordet paa sin vante Plads mellem Ægteparret, spurgte han Lægen om hans Patienter,