113
Albuer, bøiet Krop og raadvildt Blik loe hun af Angst for at falde i Pytterne.
Da de kom udenfor hendes Have, stødte Emma Laagen op, løb op ad Trapperne og forsvandt.
Léon gik hen paa Kontoret, hans Principal var ude, han kastede et Blik paa Akterne, skjar sig en Pen, tog saa sin Hat og gik.
Han gik op paa „Fælleden” paa Argueilbakken ved Indgangen til Skoven, lagde sig ned paa Jorden under Granerne og stirrede op paa Himlen gjennem Fingrene.
— Hvor jeg kjeder mig! Hvor jeg dog kjeder mig! sagde han til sig selv.
Han mente at have Aarsag til at beklage sig over at leve i denne Landsby med Homais til Ben og Guillaumin til Principal. Denne siste, som var Forretningsmand fra Top til Taa, og bar Guldbriller og røde Bakkenbarter henover det hvide Halstørklæde, havde slet ingen Sans for Aandsnydelser, skjønt han optraadte paa en stiv, engelsk Maner, som i den første Tid havde blændet Skriveren. Hvad Apotekerens Hustru angik, var hun den bedste Kone i hele Normandiet, hun var saa from som et Lam, elskede sine Børn, sine Forældre og Slægtninge, græd over Andres Ulykker, lod Alt gaae som det bedst kunde i Husholdningen og havde en sand Afsky for Snøreliv — men saa langsom i sine Bevægelser, saa kjedelig at høre paa, saa simpel af Udseende og saa indskrænket i en Samtale, at han, skjønt hun kun var tredive Aar og han tyve, skjønt de sov Dør om Dør og hver Dag talte med hinanden, aldrig havde tænkt sig, at hun kunde være en Kvinde for Nogensomhelst, eller at hun besad Andet af sit Kjøn end Kjolen.
Og hvem var der saa? Binet, nogle Kjøbmænd, to eller tre Kroværter, Præsten og endelig Mairen, Hr. Tuvache
