112
sig derpaa, Solen spillede paa de smaa, blaa Bølger, der brødes mod hverandre, og de gamle, greneløse Piletræer speilede deres graa Bark i Vandet. Der var ikke en levende Sjæl at see, det var nemlig lige i Middagsstunden, og paa hele Veien hørte den unge Kone og hendes Ledsager ikke Andet end Takten af deres egne Skridt paa Stien, de Ord, de sagde hinanden og Lyden af Emmas Kjole, der raslede om hende.
Havemurene, der foroven var besatte med Flaskeskaar, var ligesaa hede som Drivhusvinduer. I Sprækkerne skjød de gule Levkøier sig frem, og med Kanten af sin udspændte Parasol fik Emma i Forbigaaende lidt af deres visne Blomster til at smuldre hen til et gult Støv, undertiden slæbte en Gren Klematis eller Gedeblad, der hang udenfor, sig henad Silken, idet den hagede sig fast i de fine Traade.
De passiarede om et Selskab spanske Dansere, som man snart ventede til Rouens Teater. Tager De ind for at see dem? spurgte hun. — Ja, dersom jeg faaer Tid, var hans Svar.
Havde de intet Andet at tale om? Der stod dog noget Alvorligere at læse i deres Blikke, og mens de gjorde sig Umage for at fremføre de forslidte Hverdagsfraser, følte de sig begge betagne af samme længselsfulde Stemning. Det var ligesom en dyb, vedvarende Tonen fra Sjælen, der overdøvede deres Stemmer. Overraskede over denne ukjendte, milde Følelse, tænkte de ikke paa at skildre hinanden denne Stemning eller søge efter Aarsagen dertil. Henover den lange Tid, der gaaer forud derfor, kaster Fremtidens Lykke ligesom en parfumeret Brise; man synker hen i denne Rus, uden engang at bekymre sig om den Horisont, som man ikke øiner.
Et Sted var Jorden traadt ud af Kvæget, man maatte gaae over store, grønne Stene, der laae spredte ad i Snavset. Af og til stansede hun et Minut, for at see, hvor hun skulde stille Foden, og vaklende paa de rystende Stene med hævede
