Side:Fru Bovary.djvu/119

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

111

— Ja vel, lille Frue, svarede Ammen med dybe Suk mellem hvert Ord, jeg er angst for at han skal blive traurig ved at see mig drikke min Kaffe alene, De kjender jo nok Mandfolkene . . . .

— Men hvad vil De? Jeg har jo lovet Dem Kaffebønner, svarede Emma. De kjeder mig.

— Ja men kjære gode Frue, hans Saar har givet ham saadan en skrækkelig Brystkrampe. Han paastaaer, at Mosten svækker ham.

— Men saa skynd Dem dog at blive færdig, Mo'er Rollet.

— Ja, sagde hun og neiede dybt, hvis det ikke var en stor Skam at bede Dem derom . . . . hun neiede endnu en Gang — naar De vilde — hendes Blik var saa inderligt bønfaldende — sende os en Krukke Brændevin, saa kan vi gnide den Lilles Fødder dermed, de er saa ømme, saa ømme.

Efter endelig at være bleven Ammen kvit, tog Emma atter Léons Arm. I nogen Tid gik hun hurtigt, men derpaa sagtnede hun sin Gang, og hendes Blik faldt paa den unge Mands sorte Fløils Frakkekrave, hans glatfriserede, kastaniebrune Haar faldt ned derpaa. Hun lagde Mærke til hans Negle, der var længere end man ellers pleiede vant at bære dem i Yonville; det var en af Skriverens Hovedbeskjæftigelser at pleie dem, og alene til dette Brug havde han stadig en Pennekniv paa sit Skrivetøi.

De gik tilbage til Yonville paa den smalle Gangsti langs Flodbreden. Da Vandstanden paa Grund af den varme Aarstid var ringere, laae Havemurenes Fod blottet, hvorfra nogle Trappetrin førte ned til Vandet; Floden løb lydløst, hurtig og kold at see til, de store tynde Græsstraa, der bøiede sig udover Strømmen, hang ligesom grønne flagrende Haar ned i de klare Bølger. Paa Spidsen af Sivene eller paa Aakandebladene bevægede stundom et Insekt sig eller hviled