110
det i Teppet, hvori det var indsvøbt og gav sig sagte til at nynne, mens hun vuggede det frem og tilbage.
Léon gik op og ned i Stuen, det forekom ham besynderligt at see denne smukke Dame i en elegant Nankingskjole midt i al denne Elendighed. Emma blev rød, han vendte sig om i den Tanke, at hans Blik maaske havde begaaet en eller anden Næsvished. Derpaa lagde hun atter den Lille ned, da den gav sig til at savle paa sin Krave, Ammen tørrede det strax af, idet hun paastod, at det slet ikke vilde kunne sees.
— Hun gjør saamænd ganske andre Ting, sagde hun, og jeg kan ikke bestille Andet end uafladeligt at holde hende ren, hvis De vilde være saa god at sige Urtekræmmer Camus, at han skal give mig lidt Sæbe, naar jeg har Brug derfor, vilde det jo være Dem bekvemmere, end naar De selv skal have Uleilighed af mig.
— Det skal jeg nok! Det skal jeg nok! sagde Emma. Farvel Mo'er Rollet. Hun tørrede sine Fødder af paa Tærsklen og gik.
Konen fulgte hende ligetil Udgangen, idet hun talte om alt det Besvær, hun havde med at staae op om Natten.
— Jeg er undertiden saa mat, at jeg falder i Søvn paa en Stol, derfor burde De ogsaa i det Mindste hver Maaned give mig et lille Pund malet Kaffe, som jeg kunde drikke om Morgenen.
Efter at have døiet hendes Taksigelser slap da Emma endelig afsted, men neppe var hun kommet et godt Stykke henad Stien, før Lyden af Træsko fik hende til at vende sig om, det var Ammen.
— Hvad er der nu i Veien?
Konen trak hende til Side bag ved et Elmetræ og begyndte at tale om sin Mand, der med sit Haandværk og de sex Francs, han aarlig fik af Kaptainen . . . .
— Fat Dem endelig i Korthed! afbrød Emma hende.
