120
delser, hvormed man overvældede ham, gav Napoléon sig til at udstøde sande Hyl, mens Justin tørrede hans Fødder med en Halmvisk; men man kunde behøve en Kniv, Charles tilbød sin.
— Han gaaer med en Kniv i Lommen ligesom en Bonde, tænkte hun ved sig selv.
Det gav sig til at sne stærkere, og man tog tilbage til Yonville.
Den Aften gik Emma ikke med ind til deres Nabo, og da Charles var gaaet, og hun var alene, begyndte hun atter sine Sammenligninger med endnu større Anskuelighed end ellers, fordi hun først lige for nylig havde følt Forskjellen saa stærkt. Hun laae i Sengen og stirrede hen paa den blussende Ild, atter saae hun Léon staae som histnede og bøie sin Spadserestok med den ene Haand, mens han med den anden holdt Athalie, som roligt sugede paa en Istap. Hun fandt ham henrivende, hun kunde ikke løsrive sig fra Synet af ham, hun mindedes hans Stillinger ved andre Leiligheder, de Ord, han havde yttret, Lyden af hans Stemme, hele hans Skikkelse, og hun gjentog, idet hun rakte Læberne frem som til et Kys:
„Ja yndig, smuk . . . . Er han ikke forelsket? Men i hvem? Det maa jo være i mig.”
Alle Beviserne stod pludselig for hende, hendes Hjerte svulmede. Flammen fra Kaminen fik et muntert Skjær til at lyse i Loftet, hun vendte sig om paa Ryggen og strakte sig.
Og atter begyndte den evindelige Klagesang: Hvis Himlen havde villet det!
Hvorfor er det ikke sket? Hvad var til Hinder derfor?
Da Charles kom hjem henimod Midnat, lod hun, som om hun vaagnede, og da han gjorde Støi ved Afklædningen, klagede hun over Hovedpine og spurgte derpaa, ligesom tilfældigt, om hvad der havde tildraget sig i Aftenens Løb.
