121
— Hr. Léon trak sig tidligt tilbage, sagde han.
Hun kunde ikke tilbageholde et Smil og faldt i Søvn, med Sjælen opfyldt af en ny Fortryllelse.
Den næste Dag i Mørkningen fik hun Besøg af Kræmmeren Hr. L'heureux, det var en dygtig Forretningsmand, denne Hr. L'heureux.
Vel var han født Gascogner, men hans lange Ophold i Normandiet havde givet Sydboens Snaksomhed en god Tilsætning af den berygtede normandiske Snuhed. Hans fede, slappe, skjægløse Ansigt syntes farvet af et Afkog Lakrissaft, og hans hvide Haar fremhævede endnu yderligere den stærke Glans i de smaa sorte Øine. Man vidste ikke, hvad han tidligere havde været, nogle sagde Bissekræmmer, andre Banquier i Routot. Men hvad der var vist, var, at han kunde gjøre Beregninger i Hovedet, der forskrækkede selve Binet. Høflig ligetil det Krybende, holdt han stadig Ryggen halvt bøiet i samme Stilling som En, der hilser eller indbyder Nogen.
Efterat have ladet sin floromvundne Hat blive ved Døren, stillede han en grøn Æske op paa Bordet og begyndte med mange høflige Udtryk at beklage sig over, at han endnu ikke havde formaaet at vinde Fruens Søgning. En ringe Butik som hans, var ikke skikket til at friste en „elegant Dame”, han betonede disse siste Ord. Hun behøvede dog kun at gjøre Bestillinger, og han vilde paatage sig at forsyne hende med Alt, hvad hun vilde have, saavel af Manufakturvarer som Linned og Modesager, da han regelmæssigt 4 Gange om Maaneden tog til Byen. Han stod i Forbindelse med de største Huse. Man vidste god Besked om ham i „De tre Brødre”, „det forgyldte Skjæg", „den store Vildmand”, alle disse Huse kjendte ham som dem selv. Han var gaaet herind idag i Forbigaaende, for at vise Fruen forskjellige Sager, som han
