125
omhyggelig for sit Hus, atter regelmæssig besøge Kirken og holde sin Tjenestepige med større Strenghed.
Hun tog Bertha bort fra Ammen. Felicité bragte Barnet ind, naar der kom Besøg, og Emma klædte det af for at fremvise dets smaa Lemmer. Hun erklærede, at hun tilbad Børn, det var hendes Trøst, hendes Glæde, hendes Sværmeri, og hun ledsagede sine Kjærtegn med lyriske Udgydelser, der vilde have mindet mere Belæste end Yonvilles Indbyggere vel meget om Tiraderne i »Notre Dame de Paris«.
Naar Charles kom hjem, fandt han stadig sine Tøfler ved Ilden. Nu manglede aldrig Fører i hans Vest eller Knapperne i hans Skjorte, og det var endogsaa en sand Fornøielse at see, hvor omhyggeligt alle Bomuldsknapperne var ordnet i Skabet i ligestore Bunker. Hun vægrede sig aldrig mere som tidligere ved at gaae Toure i Haven, hvad han foreslog, gav hun stadig sit Samtykke til, selv om hun ikke altid gjættede den Villie, hun saa blindt føiede sig efter — og naar Léon efter Maaltidet saae ham sidde i Kakkelovnskrogen med Hænderne over Maven og Fødderne paa Ildbukkene, med røde Kinder af Fordøielsen og med Taarer i Øinene af Lykke, med Barnet, der krøb om paa Tæppet og med denne slanke Kvinde, der bøiede sig over Ryggen af Lænestolen for at kysse ham paa Panden, sagde han til sig selv: Hvilket Vanvid! hvorledes skulde jeg naae op til hende?
Hun forekom ham saa dydig og saa uantastelig, at hvert Haab, selv det svageste forlod ham.
Men Følgen af dette Afkald var, at hun kom til at staae for ham som noget ganske Ualmindeligt. Hendes legemlige Fortrin, som han dog aldrig kunde komme til at nyde, traadte i Baggrunden, og hun drog ind i hans Hjerte, for at løsrive sig derfra som en prægtigt straalende, opadstigende Apotheose. Det var en af disse rene Følelser, der ikke træde forstyrrende
