Side:Fru Bovary.djvu/134

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

126

i Veien for Livets daglige Dont, som man pleier paa Grund af deres Sjeldenhed, og hvis Tab vilde gjøre En mere bedrøvet, end man vilde glæde sig over at besidde den Tilbedte.

Emma blev mager, hendes Kinder tabte deres sunde Farve, hendes Ansigt blev spidst. Med sine mørke Fletninger, sine store Øine og lige Næse, sin svævende Gang og sin stadige Ordknaphed, syntes hun at skride gjennem Livet, næsten uden at berøre det og paa sin Pande at bære er vagt Indtryk af en eller anden sublim Forudbestemmelse. Hun var saa melankolsk og saa rolig, samtidig saa blid og saa tilbageholdende, at man i hendes Selskab følte sig betagen af en isnende Fortryllelse; ligesom man gyser i en Kirke ved Blomsterduften, der blander sig med Marmorets Kjølighed; selv de Andre var denne Trolddom undergivne. Apotekeren fandt, at det var en Kone med store Gaver, der ikke vilde være paa urette Plads i et Underpræfektur. — Damerne beundrede hendes Sparsommelighed, Klienterne hendes Høflighed, de Fattige hendes Godgjørenhed.

Men dog var hun opfyldt af Lyster, af Raseri, af Had. Denne Kjoles glatte Folder skjulte et forstyrret Hjerte, og disse saa kyske Læber fortalte ikke hendes Pinsler. Hun var forelsket i Léon og søgte Ensomheden for i Ro og Mag at kunne frydes ved hans Billede. Synet af ham forstyrrede det Vellystige i disse Betragtninger. Emma gjøs ved Lyden af hans Skridt, men i hans Nærværelse svandt Bevægelsen, og der blev kun en dyb Forundring tilbage, der endte i Melankoli.

Léon anede ikke, naar han fortvivlet forlod hende, at hun reiste sig bagved ham for at see efter ham paa Gaden. Hun var ængstelig for hvad han foretog sig, hun udspeidede hans Ansigt, hun opfandt en hel Historie for at finde paa et Paaskud til at besee hans Værelse. Apotekerens Kone forekom hende lykkelig, fordi hun sov under samme Tag, og stadig