130
derom, gik hun henimod Kirken, stemt til ligemeget hvilken Andagt, forudsat blot at den fyldte hendes Sjæl, og at hele Tilværelsen forsvandt derved.
Paa Torvet mødte hun Lestiboudois, der kom derfra. For ikke at spilde Tid, foretrak han nemlig at afbryde sit Arbeide og derpaa atter at tage fat, saaledes at han ringede til Angelus, naar det var ham beleiligt. Den Ringen, hun nylig havde hørt, kaldte Drengene sammen til Katekisation.
Nogle, der allerede var kommet, spillede Boldt paa Kirkegaardens Fliser, Andre sad overskrævs paa Muren og svingede med Benene, idet de med deres Træsko afmeiede de store Nelder, der skjød sig op mellem det lille Hegn og de sidste Grave. Det var det eneste Sted, der var grønt, alt det Øvrige var kun Sten og stadig bedækket med et fint Støv trods Sakristiets Kost.
Børnene løb om paa deres Listesko som paa et Gulv, der var lavet til dette Brug, og trods Klokkens Kimen kunde man høre deres Raab. Lyden tog mere og mere af, eftersom det tunge Tougs Svingninger, idet det slæbtes hen ad Jorden, blev svagere.
Svalerne fløi forbi med smaa Skrig, de skjar Luften, idet de snappede deres Bytte og vendte hurtig tilbage til deres gule Reder under Tagskjæget. I Baggrunden af Kirken brændte en Lampe, det vil sige en Lampevæge i et ophængt Glas. Langt borte fra, tog dens Lys sig ud som et hvidligt Skjær, der skjælvede paa Olien. En lang Solstribe bestraalede hele Skibet og gjorde kun Krage og Hjørner endnu mørkere.
— Hvor er Præsten? spurgte Emma en ung Fyr, der morede sig med at dreie Ledet rundt.
— Han kommer ligestrax.
