131
Præsteboligens Dør knirkede paa sine Hængsler, og Abbed Bournisien kom til Syne, Børnene styrtede ind i Kirken.
— Disse Slubberter bliver sig dog altid selv lig, mumlede den Geistlige, idet han tog en pjaltet Katekismus op, som han var kommet til at støde til med Foden, de har ikke Respekt for Nogetsomhelst. — I det Samme fik han Øie paa Emma. — Undskyld mig, Frue, udbrød han, jeg saae Dem ikke. Efterat have puttet Katekismusen i sin Lomme, blev han staaende og vedblev at dreie den tunge Nøgle til Sakristiet mellem sine to Fingre.
Den nedgaaende Sol faldt lige i Ansigtet paa ham, den blegede Lastinget, paa hans Kappe, der skinnede under Albuerne og trevlede op for neden. Pletter af Fedt og Tobak sad langs hele Rækken af de smaa Knapper paa hans brede Bryst, og de blev talrigere, jo længere de fjernede sig fra Kraveopslaget, hvorpaa hans røde foldede Hud hvilede, den var oversaaet af gule Pletter, der forsvandt i det graanende Skjægs stive Haar. Han havde nyligt spist og drog Veiret tungt.
— Hvorledes har De det? spurgte han.
— Kun daarligt, jeg lider.
— Det gjør jeg min Tro ogsaa, svarede den Geistlige. Det er den første Varme, ikke sandt, den svækker ganske grueligt. Men hvad skal man gjøre derved? Vi er jo fødte til at lide, siger St. Poul. Hvad mener Hr. Bovary derom?
— Han! udbrød hun med en foragtelig Gestus.
— Hvadfornoget? udbrød den gamle Mand, aldeles forbavset: Forordner han Dem ikke Noget?
— Ak! svarede Emma. Det er ikke jordiske Lægemidler, jeg trænger til.
Men Præsten vedblev af og til at see ind i Kirken, hvor de knælende Drenge skubbede til hverandre med Albuerne.
