132
— Jeg vilde gjerne vide . . . begyndte hun atter.
— Ja, Vent Du kun, bi bare lidt, Du Riboudet, raabte Præsten harmfuld, jeg skal komme ind og varme Ørene paa Din Slyngel. — Idet han vendte sig om mod Emma, bemærkede han: Det er en Søn af Tømmermester Boudet, hans Forældre staaer sig godt og lader ham faae sin Villie i Alting. Ingen kunde hurtigere lære sine Ting, hvis han blot vilde, thi han har et ypperligt Nemme, jeg kalder ham for Spøg Riboudet, ligesom den Bakke, De jo nok veed, man skal forbi, naar man vil til Maromme, og undertiden siger jeg saamænd „min egen Riboudet”. Kan De forstaae den Vittighed[1]! Forleden Dag trakterede jeg hans Herlighed Biskoppen med den, han loe deraf, han værdigede mig minsandten at le af det. Men hvorledes har saa Hr. Bovary det?
Hun syntes ikke at forstaae hans Ord. Han vedblev: Han har vel stadig meget at bestille. Han og jeg er vist de to Personer i Sognet, der har Mest at gjøre; men han er Læge for Legemerne, tilføiede han med en plump Latter, og jeg for Sjælene.
Hun fæstede et bønfaldende Blik paa Præsten.
— Ja . . ., sagde hun, De lindrer enhver Ulykke . . .
— Ak, mind mig ikke derom, gode Fru Bovary! Endnu imorges maatte jeg ned til Diauville for at see til en Ko, der havde saaet en Svulst, de troede, at den var forhexet. Ja, jeg veed ikke hvordan det gaaer til med alle deres Køer . . . men undskyld mig! . . . Longuemarre og Boudet, vil I nu see, at I kan holde op med det . . . Og med et Sæt var han inde i Kirken.
- ↑ Mont-R, og mon R. uoversætteligt Ordspil mellem mont (Bjerg) og mon (Min egen). O. A.
