133
Drengene klyngede sig til den store Bedepult, klattrede op paa Kirkesangerens Forhøining, aabnede Messebogen, og der var endog Nogle der med forsigtige Skridt listede sig ind i Skriftestolen, men pludselig stod Præsten midt imellem dem og uddelte en Regn af Ørefigen til alle Sider. Han tog dem i Trøiekraven, løftede dem fra Gulvet og satte dem kraftigt ned paa begge Knæ, som om han havde villet nagle dem til Korets Fliser.
— Ja, sagde han efterat være kommet tilbage og udfoldede sit store Sirtses Lommetørklæde, hvoraf han stak en Snip mellem Tænderne, Bønderne er grumme meget at beklage.
— Men der er ogsaa Andre, svarede hun.
— Ja, det har De Ret i, der er for Exempel Arbeiderne i Byen.
— Det er ikke dem.
— Det maa De dog forlade mig, jeg har kjendt ulykkelige Mødre, dydige Kvinder, forsikrer jeg Dem, sande Helgene, der ikke engang havde det tørre Brød.
— Men Hr. Abbed (og hendes Mundvige krympede sig), de som har Brød men ikke har . . .
— Varme om Vinteren, afbrød Præsten hende.
— Hvad gjør det?
— Hvad behager? Hvad det gjør? Det forekommer mig dog, at naar man har sin gode Føde og Brændsel . . . saa . . .
— Min Gud! min Gud! sukkede hun.
— De befinder Dem vist ikke vel, sagde han, idet han traadte hen til hende med urolig Mine, det er formodentlig Fordøielsen, De skulde gaae hjem, Fru Bovary, og drikke en Kop The, det vilde styrke Dem, eller maaske et Glas koldt Sukkervand.
— Hvorfor? og hun saae ud som En der vaagner efter en Drøm.
