134
— De holdt Dem jo for Panden. Jeg troede, at De blev greben af Svimmelhed. Og idet der pludselig faldt ham Noget ind, tilføiede han: Men De spurgte mig jo om Noget, ikke sandt? Jeg husker ikke saa nøie . . .
— Jeg? Nei, det var Intet . . . Intet, gjentog Emma, og hendes Blik, der foer rastløst om, sænkede sig langsomt paa den gamle Mand. De saae hinanden ind i Ansigtet uden at sige et Ord.
— Ja, nu maa De have mig undskyldt, Fru Bovary, sagde han endelig, men De veed nok, Pligten gaaer fremfor Alt, jeg maa ind til mine Slubberter. Nu har vi snart Konfirmation, jeg er bange for, at den kommer lidt overraskende paa os. Derfor skal de ogsaa have en Time til hver evige Onsdag fra Kristi Himmelfartsdag. De stakkels Børn! Man kan ikke tidsnok lede dem ind paa Herrens Vei, som han jo selv har befalet os gjennem sin guddommelige Søns Mund. God Bedring Frue og hils Deres Hr. Mand. Og han gik ind i Kirken, idet han bøiede Knæ ved Døren.
Emma saae ham forsvinde mellem den dobbelte Rad Bænke, gaaende med tunge Skridt, med Hovedet lidt bøiet over Skulderen og med begge de halvtaabne Hænder udenfor Lommerne.
Hun dreiede sig pludselig om paa Hælene med et Sæt som en Statue paa sit Hængsel og begav sig hjem; men Præstens kraftige Røst og Drengenes skingrende Stemmer naaede endnu hendes Øre og varede ved bagved hende.
— Er Du en Kristen?
— Ja, jeg er en Kristen.
— Hvad er en Kristen?
— Den, der efter at være døbt . . . døbt . . . døbt . . .
Hun gik op ad Trappetrinene, idet hun holdt sig ved Rækværket, og efterat være kommet op paa sit Værelse, lod hun sig falde om i en Lænestol.
