135
Det hvidlige Lys kastede bølgende Straaler paa Ruderne, Møblerne syntes endnu at staae mere ubevægelige paa deres Plads end ellers og at tabe sig i Skyggen som i et dunkelt Ocean. Ilden var slukket, Uret vedblev at dikke, og Emma følte en egen Forundring over Gjenstandenes Ro, mens hendes Indre var saa oprørt. Mellem Vinduet og Sybordet stod den lille Bertha og vaklede paa sine strikkede Støvler, hun forsøgte at nærme sig Moderen for at gribe fat i hendes Forklædebaand.
— Lad mig være, sagde hun og fjernede hende med Haanden.
Den Lille gjentog dog snart Forsøget, og idet hun støttede sine Arme mod hendes Knæ, hævede hun sine store blaa Øine op imod hende, mens hun savlede ned ad hendes Silkeforklæde.
— Lad mig nu være! gjentog den unge Kone opbragt, hendes vrede Ansigt gjorde Barnet angst, og det gav sig til at skrige.
— Men saa slip mig dog, vedblev hun og stødte til hende med Albuen. Barnet faldt om ved Foden af Kommoden mod Kobberrosetten, hun stødte sig paa Kinden, og Blodet strømmede frem. Emma styrtede hen mod hende for at tage hende op, knækkede Klokkestrengen, kaldte høirøstet paa Pigen og begyndte at forbande sig selv, da Charles i det Samme kom hjem.
— See dog kjære Ven! sagde Emma roligt, den Lille faldt og slog sig.
Charles beroligede hende, det var ikke farligt, og han gik selv efter Hefteplaster.
Fru Bovary gik ikke ned, hun vilde blive hos sit Barn og passe det. Idet hun betragtede det slumrende Barn, svandt den Urolighed, hun endnu nærede, lidt efter lidt, og hun forekom sig selv meget dum og meget godmodig ved ny-
