136
lig at være bleven bevæget for saa Lidt. Bertha hulkede ikke mere, Overdynen bevægede sig lidt ved hendes Aandedræt, der stod store Taarer i hendes Øienkroge. Plasteret strammede Huden. Det er dog besynderligt, tænkte Emma ved sig selv, hvor det Barn er grimt.
Da Charles Klokken elleve om Aftenen kom tilbage fra Apoteket, hvorhen han havde bragt Resten af Plasteret, fandt han sin Kone staaende ved Vuggen.
— Jeg har jo forsikret Dig om, at det ikke har Noget at betyde, sagde han og kyssede hende paa Panden, pin Dig ikke, kjære Lille, Du bliver kun syg.
Han var bleven længe paa Apoteket. Skjønt han ikke havde røbet nogen stærk Bevægelse, havde ikkedestomindre Homais bestræbt sig for at styrke ham og gyde ham Mod i Livet. Man havde talt om de forskjellige Farer, der true Barnealderen og om Tjenestefolks Uforsigtighed. Derom kunde Fru Homais tale med, hun havde endnu Mærker paa sit Bryst af en Skaal med Gløder, som en Kokkepige engang havde ladet falde ned paa hendes Kjole. Derfor greb ogsaa disse gode Forældre til en Mangfoldighed af Forsigtighedsregler. Knivene var aldrig tilspidsede, Værelserne ikke bonede, der var Jernstænger for Vinduerne og Skranker for Kakkelovnene. Trods al deres Frihed turde de smaa Homais ikke røre sig uden at have Nogen i Hælene paa sig, ved den mindste Forkjølelse proppede deres Fader dem med Mixtur, og ligetil deres fjerde Aar maatte de ubønhørligt gaae med en vateret Faldehat. Det var nu en af Fru Homais' Manier, i sit Inderste var Apotekeren bedrøvet derover, idet han var bange for, at de intellektuelle Organer muligvis kunde lide ved en saadan Sammentrykning, og undertiden busede han frem med en saadan Yttring som: Vil Du da gjøre dem til Karaiber eller Botokuder?
