140
Men hun kom tilbage, og Pigen bragte Bertha, der legede med en Vindmølle, som hun havde vendt op og ned paa.
Leon trykkede gjentagne Kys paa hendes Hals.
— Farvel mit stakkels Barn, Farvel Du kjære Lille, Farvel, og han gav hende atter tilbage til Moderen.
— Bring hende ned igjen, sagde denne.
De blev ene.
Emma havde vendt ham Ryggen og støttede sit Ansigt mod Raden. Léon holdt sin Kaskjet i Haanden og slog den sagte mod Laaret.
— Det bliver vistnok Regn, sagde Emma.
— Jeg har en Kappe, svarede han.
— Ja saa!
Hun vendte sig bort med sænket Ansigt og fremrakt Pande, Lyset gled hen ad den som paa et Marmorbillede indtil de buede Øienbryn, uden at det var muligt at opdage, hvad Emma saae efter i Horizonten, eller hvad hun tænkte ved sig selv.
— Farvel da, sukkede han.
Hun hævede Hovedet brat.
— Ja Farvel, reis. De gik henimod hinanden, han rakte hende Haanden, hun betænkte sig lidt.
— Altsaa paa engelsk Maner da, sagde hun idet hun rakte ham sin og gjorde sig Umage for at smile. Han følte den mellem sine Fingre, og selve Substantsen af hele hendes Tilværelse forekom ham at være steget ned i denne fugtige Flade.
Derpaa aabnede han Haanden, deres Blik mødtes endnu engang, og han forsvandt.
Da han havde naaet „Hallerne”, stansede han og skjulte sig bagved en Pille, for endnu en siste Gang at betragte dette hvide Hus med dets fire grønne Jalousier. Han troede at see en Skygge bag Vinduet i hendes Værelse, men Gar-
