141
dinet, der løsnedes fra Rosetten, som om Ingen rørte derved, bevægede langsomt sine lange skraa Folder, som pludselig udbredte sig, og saa stod det lige og ubevægeligt som en Mur. Léon gav sig til at løbe.
I det Fjerne paa Landeveien opdagede han sin Principals Kabriolet, ved Siden af Vognen stod en Mand i en graa Lærredsblouse og holdt Hesten. Homais og Guillaumin passiarede sammen, man ventede kun paa ham.
— Omfavn mig, sagde Apotekeren med Taarer i Øinene, der er Deres Frakke, min gode Ven, tag Dem i Agt for Kulden, plei Dem og vær bare forsigtig.
— Naa Léon, kom nu! sagde Notaren.
Homais hældede sig henover Kjøretøiet, og med en taarekvalt Stemme fremførte han de tvende melankolske Ord: Lykkelig Reise!
— Godnat! sagde Hr. Guillaumin. Slip saa Vognen!
De tog afsted, og Homais gik hjem.
Imidlertid havde Emma aabnet Vinduet til Haven og betragtede Skyerne.
De dyngede sig sammen i Vest henimod Rouen og forandrede hurtigt deres mørke Snirkler, bag hvilke Solen udsendte sine Straaler ligesom Guldpile i en ophængt Vaabentrofæ, medens den øvrige Del af den skyfri Himmel havde Porcellainets Hvidhed; men et Vindstød fik Poplerne til at bøie sig, og pludselig skyllede Regnen ned. Den raslede paa de grønne Blade. Derpaa kom Solen atter til Syne, Hanerne galede, Spurvene slog med Vingerne i de vaade Buske, og Vandpytterne paa Sandet bortskyllede et Acaciatræes røde Blomster.
— Nu er han allerede langt borte, tænkte hun.
Homais kom som sædvanlig henad Klokken halvsyv, mens de spiste.
