Side:Fru Bovary.djvu/150

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

142

— Nu er da vor unge Mand gaaet ombord, sagde han og satte sig ned.

— Rimeligvis, svarede Lægen, derpaa dreiede han sig om paa Stolen og spurgte:

— Er der ellers noget Nyt hjemme hos Dem?

— Ikke synderligt; min Kone har i Eftermiddag været noget bevæget. De kjender jo nok Fruentimmerne, de bliver bevægede over Ingenting, især min Kone; men det vilde være urigtigt at blive vred for det, siden deres Nervesystem er langt sartere end vort.

— Stakkels Léon! sagde Charles, hvorledes vil han leve i Paris? . . . Vil han kunne vænne sig dertil?

Emma sukkede.

— Det kan De troe han vil, sagde Apotekeren og klaskede med Tungen. Stævnemøder med Damer paa Restaurationerne, Maskerader og Champagne, han lærer det nok Altsammen at kjende, det forsikkrer jeg Dem om.

— Jeg troer dog ikke, at han kommer paa gale Veie, indvendte Bovary.

— Det gjør jeg ikke heller, vedblev Homais livligt, men han maa følge med de Andre, ellers bliver han anseet for en Jesuit. Aa! De aner ikke det Liv, de Gavstrikker fører i Quartier latin med Skuespillerinderne. Forøvrigt er Studenterne godt lidt, i Paris, saafremt de har lidt selskabeligt Talent, inviterer man dem i de bedste Kredse, ja der gives endog Damer i Faubourg St. Germain, der bliver forelskede i dem, hvilket forskaffer dem Leilighed til at gjøre udmærkede Partier.

— Men, sagde Lægen, jeg er angst paa hans Vegne . . . fordi der . . .

— Ja De har Ret, afbrød Apotekeren ham, det er Bagsiden af Medaillen, man er stadig nødt til at holde Haanden for