143
Lommen. Jeg sætter, De befinder Dem paa et offentligt Sted, et Individ præsenterer sig, velklædt, endogsaa dekoreret, man kunde gjerne antage ham for en Diplomat, han tiltaler Dem, De kommer i Passiar med ham, han insinuerer sig, tilbyder Dem en Pris eller tager Deres Hat op. De stifter nøiere Bekjendtskab, han tager Dem med paa en Kafé, indbyder Dem til at besøge sig paa sit Landsted, ved Bordet lader han Dem gjøre forskjellige Bekjendtskaber, og i tre Tilfælde af fire er det kun for at plyndre Deres Pung eller slæbe Dem ind med i farlige Foretagender.
— Det er sandt, svarede Charles; men jeg tænkte navnlig paa Sygdommene, paa Tyfusfeberen for Exempel, der især angriber Studenter fra Provinserne.
Emma skjælvede.
— Paa Grund af Forandringen i Kost, vedblev Apotekeren og den Forstyrrelse, der følger deraf i hele Organismen. Og saa maa De huske paa Vandet i Paris og Restaurationsmaden. Al denne krydrede Føde hidser kun Blodet, og hvad man end siger, er den ikke en hjemmelavet Portion Suppekjød værd. Jeg har altid foretrukket jævn borgerlig Mad, det er langt sundere. Da jeg studerede min Videnskab i Rouen, spiste jeg i et Pensionat sammen med Lærerne.
Og han vedblev paa denne Maade at fremsætte sine Grundsætninger og individuelle Sympathier, indtil Justin kom og hentede ham over, for at piske et Æg.
— Ikke et Øiebliks Ro har man da, kun et evigt Slid. Jeg kan ikke gaae ud et Minut, jeg maa svede Tran som en Hest, jeg har det værre end en Slave.
Da han var kommet til Døren, vendte han sig pludselig om og spurgte: A propos, har De hørt Nyheden?
— Hvilken Nyhed?
