144
— Det er meget rimeligt, vedblev Homais idet han hævede Øienbrynene og satte et umaadeligt alvorligt Ansigt op, at det landøkonomiske Selskab for La Seine inférieure i Aar vil holde Møde i Yonville l’Abbaye, idetmindste siger Rygtet det, imorges berørte Avisen det saa løseligt. For vort Arrondissement vilde det være af yderste Vigtighed, men senere kan vi jo altid passiare derom. Tak, jeg kan godt see, Justin har Lygten.
VII.
Den næste Dag var en sørgelig Dag for Emma. Alt stod for hende i et mørkt Skjær, og Sorgen trængte sig ind i hendes Sjæl med sagte Klagen, som Vinterstormen i de øde Slotte. Det var dette Drømmeri, man betages af om det, som ikke mere vender tilbage, den Træthed, man gribes af efter hver fuldbyrdet Gjerning, kortsagt denne Sorg, der bibringes En, naar en tilvant Bevægelse afbrydes, naar en lang Vibrering brat hører op.
Ligesom ved Hjemkomsten fra Vaubyessard, da Kvadrillerne summede om i hendes Hoved, følte hun sig betagen af en sløv Melankoli, en døsig Fortvivlelse. Léon stod for hende, høiere, smukkere, blidere og mere ubestemt, han var talrig som en hel Skare og stod i en Glorie af Luxus og Sansepirring. Men ved Mindet om Sølvservicet og Perlemorsknivene, havde hun ikke gyst saa stærk som ved at mindes Klangen af hans Latter og hans snehvide Tænder. Hun mindedes Samtaler, der var melodiøsere og mere gjennemtrængende end Fløiternes Lyd og Blikinstrumenternes Klang; Blikke, som hun havde grebet i Flugten, udslyngede Lyn ligesom Krystalstagerne, og hans duftende Haar og vellugtende
