169
jeg er led og kjed af det Ord; der er altid en Mængde gamle Vrøvlehoveder i Uldtrøier og gamle Bedesøstre med Varmebækkener og Rosenkranse, der bliver ved at summe os om Ørene med Pligter, Pligter. Ja, Gudsdød! Pligten er at føle for det Store, at elske det Skjønne men ikke at acceptere enhver af Samfundet Vedtagen Konveniens og de vanærende Ting, det paalægger os.
— Men . . . dog . . . indvendte Emma.
— Oh nei, hvorfor deklamere mod Lidenskaberne? Er de ikke det eneste Skjønne, der existerer paa Jorden? Kilden til Heltemod, Begeistring, Poesi, Musik, Kunst, kortsagt til Alt?
— Men man bør dog tage Hensyn til Verdens Dom og adlyde dens Moral.
— Ja, men der gives to Slags Moral, svarede han. Den lille, Conveniensens, Menneskenes, der uophørligt vexler og brøler saa stærkt, den holder sig langsmed Jorden ligesom den Skare Fæhoveder, De seer dernede, men den anden, den evige, er rundt om os og over os, ligesom Landskabet, der omgiver os og den blaa Himmel, der hvælver sig over os.
Hr. Lieuvain tørrede sig om Munden med sit Lommetørklæde og vedblev:
„Ja, mine Herrer, jeg behøver vel ikke at bevise Dem Landbrugets Nytte! Hvem tilfredsstiller vore Fornødenheder? Hvem yder os vor Føde? Er det ikke Landmanden? Landmanden, mine Herrer, hvis flittige Haand udstrøer den gyldne Sæd i de frugtbare Furer, hvorved Kornet spirer frem for atter knust og malet ved Hjælp af sindrige Apparater at forlade Møllen under Navn af Mel, og transporteret til Byen gives til Bageren, der tilbereder et Næringsmiddel deraf saavel for den Fattige som for Rigmanden. Er det ikke atter Landmanden, der feder sine talrige Hjorde paa Græsgangene
