171
Torvet var overfyldt af Mennesker. Mens nogle laae i Vinduerne, stod andre i Dørene, Og udenfor Apoteket stod Justin og syntes at være aldeles fordybet i Beskuelsen af Alt, hvad han saae. Trods den dybe Stilhed tabte Talerens Stemme sig i Luften, den naaede En i Stumper af Sætninger, der af og til afbrødes af Stoleklappren mellem Mængden, og stundom kunde man bagved sig høre et Oxebrøl eller Lammenes Brægen, der besvaredes fra et Gadehjørne. Røgterne og Hyrderne havde nemlig drevet deres Kvæg derhen, og fra Tid til anden brølede Dyrene, idet de med Tungen rev lidt Løv af, der hang dem ned over Snuden.
Rodolphe havde rykket sig nærmere hen til Emma og hviskede hurtigt: Oprøres De ikke over Verdens Sammensværgelse? Er der en eneste Følelse, den ikke fordømmer? De ædleste Instinkter, de reneste Sympathier forfølges og bagtales, og hvis endelig to stakkels Sjæle møder hinanden, er Alt organiseret saaledes, at de ikke kan forenes. Og dog vil de forsøge derpaa, de vil slaae med Vingerne og kalde paa hinanden. Ja ligemeget, sent eller tidligt, om et halvt eller om ti Aar vil de forenes og elske hinanden, fordi Skjæbnen fordrer det, og fordi de er født for hinanden.
Han holdt Armene korslagte over sine Knæ og hævede Ansigtet mod Emma, idet han betragtede hende stivt. Hun saae ham ind i Øinene, om hvis mørke Pupiller der spillede gule Straaler og indaandede den vellugtende Pommade fra hans skinnende Haar. Da følte hun sig grebet af en Sløvhed, hun mindedes Vicomten, med hvem hun havde valset paa Vaubyessard, og hvis Skjæg ligesom dette Haar havde duftet af Vanille og Citron, og uvilkaarligt lukkede hun Øielaagene halvt til for bedre at indaande denne Duft. Men ved den Bevægelse hun gjorde, idet hun krummede sig paa Stolen, saae hun i det Fjerne langt nede i Horizonten den gamle
