10
Saaledes skjød han op som en Eg. Han fik en sund Teint og store Hænder.
Da han var tolv Aar gammel, satte hans Moder endelig igjennem, at der blev taget fat paa hans Opdragelse. Man overdrog den til Præsten. Men Timerne var saa korte og blev givet saa uregelmæssigt, saa de ikke nyttede stort. Præsten gav ham dem i ledige Øieblikke nede i Sakristiet, i største Il mellem en Daab og en Begravelse, eller ogsaa lod han gaae Bud efter sin Elev, naar han havde forrettet Aftengudstjenesten, og ikke skulde ud mere. De gik saa op paa Præstens Værelse og satte sig der; Myg og Natsværmere flagrede omkring Lyset. Det var i Reglen varmt, Drengen faldt i Søvn, og det varede ikke ret længe, før den Gamle sank hen med Hænderne over Maven og gav sig til at snorke med aaben Mund. Atter andre Gange, naar Præsten havde bragt den sidste Olie til en Syg i Omegnen og opdagede Charles streifende om paa Markerne, kaldte han paa ham, formanede ham et Kvarterstid og benyttede sig af Leiligheden til at lade ham bøie et Verbum henne ved Foden af et Træ; enten afbrødes de saa af Regnen eller af en forbigaaende Bekjendt. For Resten var Præsten altid tilfreds med sin Elev og fandt endog, „at det unge Menneske havde en god Hukommelse.”
Paa den Maade kunde det imidlertid ikke blive ved at gaae. Fruen var energisk. Af Skamfuldhed eller snarere af Træthed blev Herren endelig kjed af at gjøre Modstand og gav efter, og man ventede saa blot paa, at Fyren skulde have været første Gang til Alters.
Saaledes gik der endnu et halvt Aars Tid, hvorefter Charles endelig blev sendt til Skolen i Rouen. Faderen fulgte ham selv, henimod Slutningen af Oktober, derind.
Det vilde være aldeles umuligt for Nogensomhelst af os
