177
Flasker. Emma tog Rodolphes Arm, han fulgte hende hjem, de skiltes udenfor hendes Dør, derpaa gik han sig en Tur ud paa Markerne, indtil Banketten skulde afholdes.
Det var et langt og støiende Gilde med en yderst slet Opvartning, man sad saa sammenstuvet, at man havde Møie med at bevæge Albuerne, og de snævre Brædder, der tjente som Bænke, var nær ved at gaae itu under Gjæsternes Vægt. De havde en glubende Appetit, Enhver spiste rigeligt for sin Part. Sveden perlede paa Alles Pander, og en hvidlig Taage, ligesom over en Flod paa en Efteraarsmorgen, svævede over Bordet mellem de ophængte Olielamper. Lænet mod Teltvæggen var Rodolphe saa optaget af Tanken om Emma, at han slet ikke hørte Nogetsomhelst. Bagved ham paa Grønsværet opstablede Tjenerne de smudsige Tallerkener, hans Naboer talte, han svarede dem ikke, man fyldte hans Glas, men i hans Tanker var det tyst, trods den tiltagende Støi.
Han tænkte paa de Ord, hun havde sagt og paa hendes Læbers Form, som i et magisk Speil saae han hendes Ansigt i Schakoernes Plade, Folderne af hendes Kjole bredte sig langs Væggen, og elskovsfulde Dage oprullede sig i det Uendelige som Fremtidsperspektiver.
Han gjensaae hende om Aftenen under Fyrværkeriet, men hun var sammen med sin Mand og Ægteparret Homais. Apotekeren var stadig angst for at faae en Raketstok i Hovedet, og hvert Øieblik forlod han Selskabet for at anbefale Binet Agtsomhed.
De enkelte Fyrværkerinumre var bleven afsendte til Tuvache, der af overdreven Forsigtighed havde lukket dem ned i sin Kjelder; Krudtet, der var blevet fugtigt, tændte ikke, og Hovednumret der skulde forestille en Drage, som bed sig i Halen, slog aldeles klik. Fra Tid til anden gik der et stak-
