178
kels romansk Lys af, saa brøde den gabende Skare ud i et Bifaldsraab, hvori Kvindernes. Skrig blandede sig, naar man benyttede sig af Mørket til at tage dem om Livet. Emma knugede sig sagte til Charles, med hævet Hoved fulgte hun Raketternes lysende Fart over den mørke Himmel. Rodolphe betragtede hende ved Skinnet af Lampetterne.
Lidt efter lidt gik disse ud, Stjernerne kom frem paa Himlen, der faldt nogle Draaber Regn. Hun bandt sit Tørklæde over det blottede Hoved.
I dette Øieblik kjørte Hr. Lieuvains Vogn ud af Kroen. Hans Kusk, der havde drukket sig fuld, sank pludselig sammen, og langt borte fra over Kaleschen mellem de to Lygter øinede man den uformelige Masse, der gyngede frem og tilbage efter Vognens Slingringer.
— Man burde gaae strengt tilværks mod Drikfældigheden, sagde Apotekeren. Naar jeg maatte raade, skulde man hver Uge paa en til dette Brug over Mairiet ophængt Tavle skrive Navnene paa alle dem, der i Ugens Løb havde fyldt sig med Spiritus. Forøvrigt havde man derved i statistisk Henseende ligesom aabne Annaler, hvormed man i fornøden Tilfælde kunde raadføre sig . . . Men undskyld mig et Øieblik!
Og atter løb han hen til Kaptainen.
Denne gik hjem til sin kjære Dreiebænk.
— Det vilde maaske ikke være saa urigtigt, om De sendte en af deres Mænd eller maaske selv . . . . sagde Homais.
— Men saa lad mig dog have Ro! svarede Binet, der er jo Ingenting i Veien.
— De kan berolige Dem, sagde Apotekeren, da han kom tilbage. Hr. Binet har forsikret mig, at man har taget de fornødne Forholdsregler, der er ikke faldet en eneste Gnist, Sprøiterne er fulde, lad os nu gaae til Ro.
