Side:Fru Bovary.djvu/192

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

184

Han havde taget lange bløde Ridestøvler paa i den Mening, at hun aldrig før havde seet slige. Emma var virkelig fortryllet over hans Holdning, da han gik op ad Trappen i sin store Fløielsfrakke og sine hvide snevre Benklæder. Hun var færdig, hun ventede paa ham.

Justin smuttede ud fra Apoteket for at see hende, selv Homais viste sig. Han anbefalede Hr. Boulanger at være forsigtig.

— Der kan saa nemt skee en Ulykke, tag Dem i Agt! Deres Heste er maaske iltre.

Hun hørte en Lyd over sit Hoved, det var Felicité, der trommede paa Ruderne for at more den lille Bertha. Barnet kyssede paa Fingren til hende, Moderen besvarede det ved at hilse op til det med Skaftet paa sin Ridepisk.

— God Fornøielse! raabte Homais, og bare forsigtig, bare forsigtig! Og han svingede med Avisen, idet han saae efter dem.

Saasnart Emmas Hest kom ud paa Jordveien, løb den afsted i Galop. Rodolphe galoperede ved Siden af hende. Af og til vexlede de et Par Ord. Med Hovedet lidt sænket, med hævet Haand og den høire Arm udstrakt vuggede hun frem og tilbage paa Sadlen, altsom Hesten bevægede sig.

Ved Foden af Bakkerne slap Rodolphe Tøilerne, Hestene foer afsted med et eneste Sæt, men efterat have naaet Toppen stansede de pludselig, og hendes store blaa Slør faldt tilbage.

Det var i de første Dage af Oktober. Der laae en Taage henover Landskabet; Dampene steg og faldt vexlende mellem Høiene, mens de øvre disede Luftlag efterhaanden opløste sig og forsvandt. Stundom opdagede man idet Fjerne, naar Taagerne skiltes af en Solstraale, Yonvilles Tage med Haverne ved Flodbreden og med Gaardene, Murene og Kirketaarnet. Emma lukkede Øielaagene halvt for at opdage sit