183
til at være urolig, hans Kones Ildebefindende var atter begyndt. Rodolphe spurgte da, om Motion til Hest ikke kunde være gavnlig.
— Jo netop, ypperligt, fortrinligt! . . . Det var en god Idee, den burde Du følge.
Da hun indvendte, at hun ingen Hest havde, tilbød Rodolphe at laane hende en; men hun afslog hans Tilbud, han trængte ikke videre paa, men for at motivere sit Besøg fortalte han, at hans Karl, den samme, der var bleven aareladt, stadig led af Svimmelhed.
— Jeg skal nok see ind til Dem, sagde Bovary.
— Nei, nei, jeg skal sende ham til Dem, vi kommer begge to, det vil være bekvemmere for Dem.
— Meget vel! Tak skal De ha'e.
— Hvorfor modtog Du ikke Hr. Boulangers venlige Tilbud? spurgte han hende, da Rodolphe var gaaet.
Hun surmulede, søgte tusind Undskyldninger og erklærede tilsist, at det maaske vilde tage sig besynderligt ud i Folks Øine.
— Hvad bryder jeg mig om Folk! sagde Charles og gjorde en Pirouette, Sundheden fremfor Alt, det var urigtigt af Dig.
— Ja men hvorledes vil Du have, at jeg skal kunne ride, naar jeg ingen Ridedragt har.
— Saa bestil Dig en.
Ridedragten bestemte hende.
Da den var færdig, skrev Charles til Hr. Boulanger, at hans Kone stod til hans Disposition, og at de gjorde Regning paa hans Venlighed.
Næste Dag Klokken tolv holdt Rodolphe udenfor Husets Dør med to Rideheste. Den ene havde rosenrode Sløifer i Ørene og en Damesadel af Hjorteskind.
