182
Det var første Gang, at Nogen henvendte slige Ord til Emma, og ligesom Lemmerne strække sig med Velbehag i et varmt Bad, svulmede hendes Forfængelighed ved disse fyrige Ord.
— Men hvis jeg ikke er kommet, vedblev han, hvis jeg ikke har villet gjensee Dem, saa har jeg dog slugt Alt, hvad der omgiver Dem, med mine Øine. Hver Nat stod jeg op, jeg gik herhen og beskuede Deres Hus, Taget der belystes af Maanen, Havens Træer, der vuggede sig under Deres Vinduer og den lille Lampe hvis Skjær funklede gjennem Ruderne i Mørket. Oh, De vidste ikke, at saa nær ved Dem og dog saa fjernt befandt sig en stakkels Ulykkelig . . .
Hun vendte sig hulkende om imod ham: Hvor De er god!
— Nei, jeg elsker Dem, det er Alt. Det aner De ikke, men svar mig, et Ord, blot et eneste Ord.
Og Rodolphe lod sig ganske langsomt glide ned fra Taburetten paa Gulvet; men man hørte en Lyd af Træsko i Kjøkkenet, og Døren til Dagligstuen var, som han lagde Mærke til, ikke lukket.
— Hvor De vilde være elskværdig, vedblev han, idet han stod op, naar De vilde føie et af mine Ønsker.
Det var at besee Huset, han ønskede nok at lære det at kjende, og da Fru Bovary ikke saae noget Upassende deri, reiste de sig begge, da Charles traadte ind.
— Goddag Hr. Doktor, hilste Rodolphe ham med.
Smigret over denne uventede Titel, udbredte Lægen sig i høflige Talemaader, og den anden benyttede sig deraf til at fatte sig lidt.
— Fruen underholdt sig med mig om sit Helbred, sagde han endelig.
Charles afbrød ham, han havde virkelig mange Aarsager
