186
De steg ned; Rodolphe bandt Hestene fast. Hun gik frem paa Mosset mellem Hjulsporene.
Ridekjolen, der var altfor lang, generede hende, skjønt hun havde hæftet den op ved Slæbet, og Rodolphe, der gik bagved hende, stirrede uafladeligt paa den fine hvide Strømpe mellem det mørke Klæde og den sorte Halvstøvle, det forekom ham at være ligesom en Del af hendes nøgne Legeme.
Hun stansede med de Ord: Jeg er træt.
— Prøv kun lidt endnu, svarede han, tab ikke Modet!
Hundrede Skridt længere borte stansede hun atter, og gjennem Sløret, der faldt skraat ned paa Hofterne fra hendes Herrehat, skjelnede man hendes Ansigt i en blaalig Tone, som om det svømmede under azurblaa Bølger.
— Men hvor skal vi da hen?
Han svarede ikke, hun drog Veiret stødvis. Rodolphe kastede Blikket rundt om sig og bed sig i Knebelsbarten.
De kom til et mere aabent Sted, hvor man havde fældet unge Træer. De satte sig paa en væltet Træstub, og Rodolphe begyndte at tale om sin Kjærlighed.
Han skræmmede hende ikke strax med Komplimenter, han var rolig, alvorlig, melankolsk.
Emma hørte paa ham med sænket Hoved, idet hun med Spidsen af sin Fod rørte ved Spaanerne.
Men ved disse Ord: „Er vore Skjæbner fra nu af ikke uadskillelige?” svarede hun: Nei, det veed De jo nok, det er umuligt.
Hun reiste sig for at gaae, han greb hende om Haandledet; hun stansede. Efter i nogle Øieblikke at have betragtet ham med et forelsket og aldeles fugtigt Blik, sagde hun hastigt:
— Hold nu op, lad os ikke mere tale derom! . . . Hvor er Hestene? Lad os tage hjem!
