191
Murene ved hendes Ankomst havde fjernet sig af sig selv. En stor Trappe førte op til en Corridor, hun dreiede paa en Dørklinke og saae pludselig i Baggrunden af Værelset en sovende Mand. Det var Rodolphe, hun udstødte et Skrig.
— Er det Dig? er det Dig? raabte han. — Men hvorledes har Du dog baaret Dig ad med at komme? . . . Din Kjole er jo ganske vaad.
— Jeg elsker Dig, svarede hun og lagde Armene om hans Hals.
Da hendes første dristige Udflugt var gaaet godt, klædte Emma sig hurtig paa, hver Gang Charles tog tidlig afsted og listede sig sagte ned ad den Trappe, der førte til Vandet.
Naar Stien var ufremkommelig, maatte hun følge Murene langs Floden, og for ikke at falde, holdt hun sig fast ved de visne Levkøibuske. Derpaa maatte hun gjennem Pløiemarkerne, hvor hun ofte snublede, og hvori hendes tynde Støvler blev siddende fast. Hendes om Hovedet knyttede Tørklæde flagrede for Vinden, hun blev angst for Hornkvæget og gav sig til at løbe, hun naaede sit Maal forpustet og med røde Kinder, hele hendes Skikkelse medbragte ligesom en Duft af den friske Natur, det frodige Grønne og den frie Luft; ved denne Tid sov Rodolphe endnu. Det var ligesom en Foraarsmorgen, der traadte ind i hans Kammer.
De gule Gardiner tillod kun et mat dæmrende Lys at trænge ind. Emma samlede om med blinkende Øine, mens Dugdraaberne, som hang i hendes Fletninger, dannede ligesom en Glorie af Topaser om hendes Ansigt. Smilende drog Rodolphe hende henimod sig og trykkede hende til sit Hjerte.
Derpaa mønstrede hun hans Værelse, hun aabnede hans Skuffer, redte sig med hans Kam og saae sig i hans Barberspeil. Stundom tog hun det tykke Piberør i Munden, der laae paa
