Side:Fru Bovary.djvu/210

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

202

nærmede sig, rakte Barnet sig frem og kløvede Luften med sine smaa Arme.

— Bring hende op til mig, sagde Moderen, og styrtede Pigen imøde for at omfavne det, hvor jeg elsker Dig mit stakkels Barn, hvor jeg elsker Dig!

Idet hun opdagede, at den Lilles Øreflipper var lidt snavsede, ringede hun hurtig efter varmt Vand, vaskede hende, lod hende skifte Linned, Strømper og Sko, erkyndigede sig vel tusinde Gange om hendes Helbred, som om Barnet var vendt hjem fra en lang Reise, hun kyssede det med Taarer i Øiet og gav det endelig tilbage til Pigen, der stod ganske forbavset over dette Udbrud af Ømhed.

Om Aftenen fandt Rodolphe hende alvorligere end ellers.

— Det gaaer nok over, tænkte han, det er en Kaprice.

Og han udeblev tre Gange i Træk fra Stevnemøderne. Da han derpaa kom tilbage, viste hun sig kold og næsten haanlig.

— Du spilder kun Din Tid, min Smukke.

Og han lod, som om han slet ikke lagde Mærke til hendes melankolske Sukke eller til Lommetørklædet, som hun trak frem.

Da fortrød Emma hvad hun havde gjort.

Hun spurgte sig endogsaa selv, af hvad Grund hun afskyede Charles, og om det ikke havde været bedre at kunne elske ham. Men han forstod hende ligesaa lidt som ellers, og hun var meget forlegen med sin Lyst til at gjøre Offre, da Apotekeren netop skaffede hende en gunstig Anledning.

XI.

Han havde nemlig læst en rosende Artikel angaaende en ny Methode at operere en Klumpfod paa, og som ivrig Tilhænger af Fremskridt i alt Muligt, fattede han den patrio-