203
tiske Ide, at Yonville for ikke at staae tilbage ligeledes burde have Operationer for Strephopodi.
— Thi, sagde han til Emma, hvad risikerer man derved? Ingenting. Men see nu til hvad der kan vindes, (han opregnede paa Fingrene Fordelene ved Experimentet) en næsten afgjort Succes, Patientens Lindring og Forskjønnelse, Operatørens hurtigt erhvervede Berømmelse. Hvorfor vil Deres Mand nu ikke kurere den stakkels Hippolyte i den „forgyldte Løve”? Han vilde naturligvis fortælle alle de Reisende sin Kur, og (her sænkede Homais Stemmen og saae sig om i Stuen) hvad vilde der være til Hinder for, at jeg sendte en Notice til Bladet derom? en Avisartikel circulerer . . . man taler derom . . . den voxer, den bliver en Lavine! Og hvem veed? hvem veed?
Bovary kunde jo virkelig være heldig; Emma havde ingen Ret til at tvivle om hans Dygtighed, og hvilken Tilfredsstillelse vilde det ikke være for hende at have opfordret ham til et Skridt, hvorved hans Anseelse og Formue kunde voxe. Nu ønskede hun kun at støtte sig paa noget Solidere end paa Kjærligheden.
Plaget af hende og af Apotekeren lod Charles sig overbevise. Han skrev til Rouen efter Doktor Duvals Bog og fordybede sig hver Aften i den.
Mens Lægen studerede de forskjellige Former af Klumpfødder, opmuntrede Apotekeren ved alle Slags Ræsonementer Gaardskarlen til at lade sig operere.
— Du vil knap kunne mærke det, det Hele er et ganske almindeligt Stik, ligesom en lille Aareladning og et Par Seners Overskjæring.
Hippolyte spekulerede og rullede med et stupid Udtryk Øinene om i Hovedet.
— Forresten, vedblev Apotekeren, kommer det jo slet ikke
