14
hans Uheld over paa uretfærdige Overhørere og satte saa nogenlunde Mod i ham ved at paatage sig at arrangere Sagerne. Først fem Aar efter fik Hr. Bovary den fulde Sandhed at vide. Dengang var den gammel, og saa accepterede han den, især da han ikke kunde tænke sig, at et Menneske, han var Fader til, kunde være en Dumrian.
Chjarles gav sig saa igjen til at arbeide og forberedte sig denne Gang uden Afbrydelse til Examenen, som han iforveien havde lært Svarene udenad til. Han tog den med en meget god Karakter. Hvor det var en mageløs Dag for hans Moder! Man feirede den med en stor Diner.
Men hvor skulde han nu praktisere? I Tostes; der var der nemlig kun een Læge, og han var grumme gammel, Fru Bovary havde allerede længe gaaet og luret paa hans Død, men den Gamle havde dog endnu ikke strakt Gevær, da Charles allerede havde faaet installeret sig ligeoverfor som hans Efterfølger.
Det var hende dog ikke nok at have opdraget sin Søn, at have ladet ham studere Medicin og at have skaffet ham Tostes at praktisere i; han behøvede ogsaa en Kone. Hun fandt en til ham, — Enke efter en Retsbetjent i Dieppe, der vare femogfyrgetyve Aar og eiede 1200 Livres i Rentepenge.
Skjøndt Fru Duboc var grim, stiv som en Pind og saa fuld af Knapper som selve Foraaret, havde hun dog Friere nok. For at naae sit Maal, var Fru Bovary nødt til at slaae dem Alle af Marken, og det lykkedes hende endog at beseire en intrigant Spekhøker, der støttedes af Geistligheden. Charles havde tænkt sig, at et Giftermaal vilde forbedre hans Stilling; han mente, at han paa den Maade vilde faae større Frihed og fuldstændig Raadighed over sin Person og sine Penge. Men den Kone, han fik, var selv Herre i sit Hus; naar der var Folk tilstede, skulde han sige
