15
Dit og undgaae at sige Dat, han maatte undvære Kjødspiser om Fredagen, klæde sig efter hendes Smag og paa hendes Befaling seigpine de Klienter, som ikke betalte. Hun brækkede hans Breve, udspeidede alle hans Skridt og lyttede ved Bræddevæggen, naar hans kvindlige Patienter besøgte ham i hans Kabinet.
Hun maatte have sin Chokolade hver Morgen, og der maatte tages en uendelig Mængde Hensyn til hende. Hun klagede uophørligt over sine Nerver, over sit Bryst og over Humørsyge. Hun kunde ikke taale at høre Nogen gaae. Gik man fra hende, fandt hun det utaaleligt at skulle være alene, kom man tilbage til hende, saa var det rimeligvis blot for at see hende dø. Om Aftenen, naar Charles kom hjem, stak hun sine lange magre Arme frem af Dynerne og lagde dem om Halsen paa ham, og naar hun saa havde faaet ham til at sætte sig ned paa Sengekanten, gav hun sig til at diske op med sine Sorger: Han glemte hende, fordi han elskede en Anden, det var jo det, man havde sagt hende, at hun vilde blive ulykkelig, — og stadig endte hun med at bede ham om nogen Mixtur og en Smule mere Kjærlighed.
II.
En Nat henimod Klokken Elleve blev de vækkede ved Hestetrin, der stansede lige udenfor deres Hus. Pigen aabnede Loftslugen og parlamenterede i en Tidlang med en Mand, som stod udenfor paa Gaden. Han kom efter Lægen, han havde et Brev med til ham. Nastasie gik, rystende af Kulde, ned ad Trapperne, lukkede op og trak Slaaen fra. Manden lod sin Hest blive staaende og gik lige bag efter Pigen ind i Herskabets Soveværelse. Han trak et i en Lap Papir indsvøbt Brev frem af sin uldne, graakvastede Hue og rakte det sirligt til Charles, der støttede sig paa Puden for at læse
