16
det. Nastasie stod ved Sengen og holdt Lyset, medens Fruen undseligt havde vendt sig om mod Væggen.
I Brevet, der var forseglet med en lille Klat blaat Lak, bønfaldt man Hr. Bovary om ufortøvet at begive sig til Forpagtergaarden Bertaux for at see til et brækket Ben. Men der var fulde sex Lieues[1] fra Tostes til Bertaux, og det var bælgmørk Nat. Fru Bovary junior var angst for sin Mand. Det blev derfor bestemt, at Karlen skulde ride iforveien, og at Charles skulde tage afsted om tre Timer, naar Maanen var staaet op. Man skulde imidlertid sende ham en lille Dreng i Møde, som kunde vise ham Vei til Forpagtergaarden og aabne Ledene for ham.
Henimod Klokken Fire om Morgenen begav Charles, indsvøbt i sin Kappe, sig paa Vei til Bertaux. Han havde Søvnen i Øinene og Sengevarmen i Kroppen og sad og lod sig Vugge af sin Hests fredelige Tran. Da den af sig selv blev staaende foran et af disse med Tjørne omgivne Huller, som man graver i Udkanten af Pløiemarkerne, vaktes Charles pludselig. Han kom til at huske paa det knækkede Ben og søgte at gjenkalde sig i Erindringen alle de Brud, han havde seet. Det regnede ikke længer, det begyndte at grue ad Dag, og paa de bladløse Æbletræers Grene sad Fuglene ganske stille og reiste deres smaa Fjer i den kolde Morgenluft. Saa langt Øiet kunde række, var der flad Mark; Trægrupperne om Forpagtergaardene aftegnede sig, spredt, som sortviolette Pletter, mod den store graa Overflade, der ude i Horisonten gled over i og gik i Et med den disede Morgentaage. Fra Tid til anden lukkede Charles Øinene op, men han følte sig hurtigt træt, blev atter søvnig og faldt hen i en Døs. Hans seneste Indtryk blandedes sammen med hans Erin-
- ↑ En Lieue er lidt over en halv dansk Mil. O. A.
