212
— Ja, det er jo en ny Opfindelse fra Paris! Det er disse Herrers Ideer derinde i Hovedstaden! Det er akkurat ligesom Strabisme[1], Kloroform og Lithotomie[2], slige Vanvittigheder burde Regjeringen forbyde! Men man skal være genial, og saa rumsterer man med Folk uden at bryde sig om Følgerne. Vi er ikke saa lærde vi Andre, vi er ingen Videnskabsmænd, ingen Lapse, ingen Drenge, vi er praktiske, vi giver os af med at kurere folk, og det falder os aldrig ind at operere et Menneske, der har det godt. At gjøre en Klumpfod lige! Kan man gjøre en Klumpfod lige? Det er jo ligesaa galt, som om man vilde gjøre en Pukkelrygget lige!
Homais led ved at høre denne Tale, men han maatte skjule sit Ildebefindende under et underdanigt Smil, da han maatte holde gode Miner med Doktor Canivet, hvis Recepter undertiden naaede til Yonville, derfor forsvarede han heller ikke Charles, han tillod sig ikke engang en Bemærkning, og med Opgivelse af sine Principer opofrede han sin Værdighed for sine alvorligere Forretningsinteresser.
Doktor Canivets Amputation var en betydelig Begivenhed i Landsbyen. Alle dens Indvaanere var staaet tidlig op den Morgen, og skjønt den store Gade var fuld af Folk, hvilede der dog et sørgmodigt Præg over den, ligesom der skulde have foregaaet en Henrettelse. Hos Urtekræmmeren diskuteredes Hippolytes Sygdom, der blev ikke solgt Noget i Boutikerne, og Mairens Kone veg ikke fra Vinduet af Utaalmodighed efter at see Operatøren.
Han kom i sin Kabriolet, som han selv kjørte, men da Fjederen paa høire Side i Tidens Løb havde bøiet sig under hans korpulente Legeme, var Vognen under Kjørslen kommet
