213
til at hælde lidt, og paa den anden Hynde ved Siden af ham, saae man en stor med rødt Skind overtrukken Æske med blanke Kobberspænder.
Da han som en Stormvind var faret ind under den „forgyldte Løves” Port, befalede Doktoren, der skreg meget høit, at man skulde spænde hans Hest fra, derpaa gik han ind i Stalden for at see, om den aad sin Havre, thi naar han kom til sine Patienter, sørgede han først for sin Hoppe og sin Kabriolet; derfor sagde man om ham: „Canivet er en Original”. Og man skattede ham høiere for hans urokkelige Koldblodighed. Verden havde gjerne kunnet gaae under ligetil siste Mand, saa havde han dog ikke svigtet den mindste af sine Vaner.
Homais kom henimod ham.
— Jeg gjør Regning paa Dem, sagde Lægen. Er De færdig? Saa afsted!
Men Apotekeren blev rød i Hovedet og tilstod, at han var altfor sensibel til at kunne bivaane en slig Operation.
— Naar man kun er Tilskuer, indvendte han, veed De jo nok, at Fantasien angriber En saa stærkt, og desuden er jeg saa nervøs . . .
— Snik snak! afbrød Canivet ham, De synes mig tvertimod at have Anlæg til Apoplexi, og det undrer mig forresten slet ikke, thi I Herrer Apotekere kryber stadig sammen i Jeres Kjøkken. See til mig! jeg staaer hver Dag op Klokken fire, jeg barberer mig med koldt Vand (jeg fryser aldrig), jeg gaaer ikke med Uldtrøie, jeg faaer aldrig nogen Forkjølelse paa Halsen; nei, Maskinen er god. Snart lever jeg paa een Maade, snart paa en anden Maade som en Filosof, jeg lader Tilfældet raade for hvad jeg faaer at spise. Men derfor er jeg heller ikke ømskindet som De, og det er mig ligemeget, om jeg skjærer i et Kristenmenneske eller i et Stykke
