217
— Hvad feiler Du? hvad feiler Du? gjentog han forbløffet. Vær kun rolig, fat Dig! Du veed jo godt, at jeg elsker Dig. Kys mig nu!
— Nu er det nok! udbrød hun, og idet hun foer ud af Døren, slog hun den saa haardt i, at Barometret sprang fra Væggen og knustes mod Gulvet.
Charles sank forstyrret sammen i sin Lænestol, idet han spekulerede paa, hvad hun kunde feile, han mente, at det maaske var Nervøsitet, han græd og følte ubestemt noget Sørgeligt og Uforstaaeligt svæve rundt omkring sig.
Da Rodolphe om Aftenen kom ind i Haven, fandt han sin Elskerinde ventende ham paa det nederste Trappetrin. De omfavnede hinanden, og deres Nag smeltede som Sneen under Varmen af dette Kys.
XII.
De begyndte atter at elske hinanden. Det hændte ofte, at Emma skrev til ham midt paa Dagen, fra Vinduet vinkede hun ad Justin, der hurtig løste sit Forklæde og fløi afsted til La Huchette. Rodolphe kom, det var for at sige ham, at hun kjedede sig, at hendes Mand var modbydelig og hendes Tilværelse skrækkelig.
— Kan jeg da gjøre Noget derved? udbrød han en Dag utaalmodig.
— Oh! Hvis Du vilde. . .
Hun sad paa Jorden mellem hans Knæ med opløste Fletninger og drømmende Blik.
— Hvad mener Du? spurgte Rodolphe.
Hun sukkede.
— Vi kunde tage et andet Sted hen . . . . ligemeget hvor . . . .
