235
mindedes han Ansigtet, visse Bevægelser, Lyden af en Stemme, undertiden mindedes han slet Intet.
Disse Kvinder, der samtidig flokkedes i hans Tanker, traadte i Veien for hverandre og skrumpede ind til samme Niveau. Han greb disse forskjellige Breve i bunkevis og morede sig i nogle Øieblikke med at lade dem glide fra den ene Haand over i den anden ligesom Vandstraaler. Kjed af denne Leg stillede endelig Rodolphe atter Æsken ind i Skabet med de Ord „Hvilken Bunke Vrøvl”, hvad der i Grunden resumerede hans Mening, thi Nydelsen havde ligesom Skoledrenge paa en Legeplads trampet paa hans Hjerte, saa at der ikke længere kunde spire Noget frem, og det, som gik der forbi, var endnu flygtigere end et Barn, det ridsede ikke engang sit Navn paa Muren.
— Det bliver nok bedst, at jeg kommer til at begynde, sagde han endelig og gav sig til at skrive:
„Mod Emma, Mod! Jeg vil ikke berede Dem en ulykkelig Tilværelse.”
— Naar det kommer til Stykket, er det jo ogsaa sandt, tænkte Rodolphe, jeg handler i hendes egen Interesse, jeg er i Grunden en rigtig skikkelig Fyr.
„Har De modent overveiet Deres Forsæt? Kjender De den Afgrund, hvorimod jeg drog Dem, stakkels Engel, nei ikke sandt? Tillidsfuld og blind med Tro paa Lykken og Fremtiden drog De den i Møde. Ak vi er begge ulykkelige og vanvittige.”
Her stansede Rodolphe for at finde en god Undskyldning.
— Hvis jeg fortalte hende, at jeg havde mistet hele min Formue? . . . Nei, det duer ikke, saa maatte man kun begynde forfra senere. Kan man nogensinde bringe slige Kvinder til Fornuft?
Han grublede lidt og tilføiede derpaa:
