242
kjøre gjennem Landsbyen, og Emma havde gjenkjendt ham ved Lysskinnet, der kløvede Tusmørket som et Lynglimt.
Ved den Alarm, der opstod i Huset, styrtede Apotekeren til. Bordet med alle Tallerkenerne var faldet om, Sauce, Kjød, Knive, Saltkar og Olieskaal laae paa Gulvet, Charles raabte om Hjælp, Barnet skreg fortumlet, og Félicité løste med rystende Hænder Fruens Tøi, der skjælvede konvulsivisk over hele Legemet.
— Jeg løber ind i Laboratoriet efter lidt aromatisk Edike, sagde Homais.
Da hun ved at lugte til Flasken aabnede Øinene, sagde han: Ja vidste jeg det ikke nok, det kunde jo vække en Død til Live.
— Tal til os! bad Charles. Tal til os! Fat Dig! Det er mig, Din Charles, der elsker Dig saa inderligt. Kjender Du mig igjen? Der er Din lille Datter, kys hende dog!
Barnet strakte Armene frem imod Moderen for at hænge sig fast ved hendes Hals, men Emma vendte Hovedet bort og fremstødte Ordene: Nei, nei, Ingen.
Hun faldt atter i Besvimelse, man lagde hende paa Sengen.
Der laae hun hen med aaben Mund, lukkede Øielaage og slappe Hænder, ubevægelig og hvid som en Voxstatue. Strømme af Taarer rullede langtsomt ned paa Puden.
Charles holdt sig inderst i Alkoven, og Apotekeren, der stod ved hans Side, iagttog denne eftertænksomme Taushed, som det er passende at bevare under Livets alvorlige Øieblikke.
— Berolig Dem! sagde han og stødte til ham med Albuen. Jeg troer nok, at Paroxysmen er overstaaet.
— Ja, nu hviler hun lidt, svarede Charles, der saae hende
