245
engang, da hun følte sig bedre, prøvede han paa at spadsere en Tour med hende i Haven. Sandet i Gangene forsvandt under de visne Blade, hun gik ved hans Arm Skridt for Skridt med slæbende Morgensko og støttede sig til hans Skulder med et blidt Smil.
Saaledes gik de ligetil Udkanten af Haven ved Terrassen. Hun rettede sig langsomt og skyggede med Haanden for Øiet, for bedre at kunne see langt ud i det Fjerne, men hun saae kun Røgen fra nogle Hedebrande dølge henover Bakkerne.
— Du bliver træt mit Barn, sagde Charles og stødte blidt til hende for at faae hende ind i Lysthuset: Sæt Dig ned paa Bænken, der kan Du hvile Dig saa godt.
— Nei, nei, ikke der, sagde hun med mat Stemme.
Hun blev svimmel, og om Aftenen begyndte atter Sygdommen, ganske vist med en usikkrere Gang og et mere indviklet Præg, snart led hun i Hjertet, snart i Brystet, saa i Hjernen og saa i Lemmerne, hun havde Brækninger, hvor Charles troede at opdage de første Symptomer til en Kræftskade.
Og ovenikjøbet havde den stakkels Fyr Pengeforlegenheder.
XIV.
For det Første vidste han ikke, hvorledes han skulde holde Homais skadesløs for alle de Medikamenter, han havde taget hos ham, skjønt han i Egenskab af Læge ikke havde behøvet at betale dem, undsaae han sig dog for denne Udvei. Nu da Pigen styrede Huset, blev Udgifterne til Husholdningen forfærdelige, det væltede ind med Regninger, Leverandørerne blev utaalmodige, og navnlig pinte L'heureux ham. Mens Emmas Sygdom stod paa sit Høidepunkt, havde han benyttet sig af Leiligheden til at skrue Regningen op og havde skyndt sig med at bringe Kappen, Vadsækken, to Kufferter i Stedet
