244
— Hvilket beviser os, svarede den Anden med et vel- villigt og samtidig godmodigt overlegent Smil, at der gives utallige Uregelmæssigheder i Nervesystemet. Hvad Fruen angaaer, har hun altid forekommet mig at være en sand Mimosa. Derfor vil jeg heller ikke tilraade Dem, min gode Ven, at bruge noget af disse foregivne Lægemidler, der under Paaskud af at angribe Symptomerne, angriber Temperamentet. Nei ingen unyttige Medikamenter! Diæt! Beroligende, dulmende Midler; man burde maaske ogsaa bedøve Fantasien.
— Hvorledes mener De? spurgte Charles.
— Ja, det er netop Tingen, saaledes stiller Spørgsmaalet sig. »That is the question«, som der stod forleden Dag i Avisen.
Pludselig vaagnede Emma og raabte: Brevet, Brevet!
Man troede, at hun talte i Vildelse. Fra Midnat fantaserede hun, og der viste sig Symptomer paa en Hjernebetændelse.
I treogfyrretyve Dage forlod Charles ikke hendes Leie, han forsømte alle sine Patienter, han lagde sig ikke, uophørligt følte han hendes Puls og lagde Sennepskager og kolde Omslag paa hende. Han sendte Justin til Neufchâtel efter Is, den smeltede paa Veien, og han sendte ham atter afsted. Han hidkaldte Doktor Canivet, han lod sin tidligere Lærer Hr. Larivière komme fra Rouen, han var fortvivlet; hvad der forskrækkede ham mest, var Emmas Modløshed, thi hun talte ikke Noget, forstod ikke Noget og syntes ikke engang at lide . . . . ligesom om Sjæl og Legeme hvilede sig ud efter alle disse Rystelser.
Henimod Midten af Oktober kunde hun sidde opreist i Sengen, støttet til Puderne. Charles græd, da han saae hende spise den første Skive Brød med Syltetøi. Kræfterne vendte tilbage, hun stod et Par Timer op om Dagen, og
