252
ved sine faste Domme og sit alvorlige Væsen, havde Emma næsten hver Dag Besøg. Der var Fruerne Langlois, Caron, Dubreuil og Tuvache og regelmæssigt fra to til fem den eiegode Fru Homais, der aldrig havde villet fæste Lid til noget af de Rygter, som gik om hendes Naboerske. De smaa Homais kom ogsaa og besøgte hende, Justin fulgte dem. Han gik op med dem i hendes Værelse og blev staaende taust ved Døren. Emma, der ikke ænsede ham, satte sig ofte til at gjøre Toilette i hans Nærværelse, hun begyndte med at løsne sin Kam og rystede Hovedet med en brat Bevægelse, og da han for første Gang saae dette rige Haar, der faldt hende ned til Knæerne i mørke Ringe, syntes det stakkels Barn, at der pludselig var traadt noget Overordentligt og Nyt ind i hans Liv, hvis Glans forskrækkede ham.
Emma bemærkede slet ikke hans tavse Iver og Frygt. Hun anede ikke, at Kjærligheden, der var forsvundet fra hendes Liv, bankede her tæt ved hendes Side under denne grove Lærredsskjorte i dette ungdommelige Hjerte, der havde aabnet sig for hendes Skjønheds Udstrømninger. Forøvrigt var Alt hende nu saa ligegyldigt, hun havde saa venlige Ord og saa hovmodige Blikke, saa forskjellige Maader at være paa, at man ikke længere kunde skjelne Egoisme fra Kristenkjærlighed eller Fordærvelse fra Dyd. En Aften for Exempel blev hun vred paa sin Pige, fordi denne bad om Forlov til at gaae ud og stammende ledte efter et Paaskud; men pludselig afbrød hun Félicité med de Ord:
— Holder Du da meget af ham?
Og uden at afvente Pigens Svar, der blev rød i Hovedet, tilføiede hun sørgmodigt:
— Ja, ja, saa løb da og mor Dig.
I Begyndelsen af Foraaret lod hun Haven forandre fra Ende til anden, trods Charles' Forestillinger, der dog var
