261
mere Svulst end Varme fuldstændiggjorde denne glimrende Charlatannatur, hvori der var noget af en Frisør og noget af en Toreador.
Ligestrax fra den første Scene var han i Extase, han trykkede Lucia i sine Arme, han slap hende og vendte tilbage til hende i Fortvivlelse, han brast i Raseri, der afbrødes af en uendelig blid elegisk Stønnen, og Noderne slap ud af hans Strube, fulde af Hulken og Kys. Emma hældede sig frem for at see ham og skrabede Fløilet i Logen med sine Negle. Hendes Hjerte fyldtes af disse melodiske Klager, der slæbte sig hen under Akkompagnement af Kontrabasserne ligesom de Skibbrudnes Skrig under et Uveirs Larm. Hun gjenfandt al den Beruselse og Angst, hvoraf hun havde været nær ved at døe. Sangerindens Stemme syntes hende kun at være en Gjenlyd af hendes egen Sjæl, og denne Illusion, der henrev hende, forekom hende som Noget af hendes eget Liv. Men Ingen havde elsket hende saa høit. Han havde ikke grædt som Edgard den siste Aften i Maaneskinnet, da de skiltes med de Ord: Imorgen, Imorgen! . . . . Salen knagede under Bravoraabene, man gjentog hele Finalen, de Elskende talte om Blomster paa deres Grav, om Eder, Landflygtighed, Skjæbnen, Haabet, og da de udstødte det siste Farvel, brast Emma i et skingrende Skrig, der smeltede sammen med de siste Akkorders Hendøen.
— Hvorfor forfølger denne Ridder hende? spurgte Charles.
— Det gjør han ikke, svarede hun, det er hendes Elsker.
— Men han sværger jo at ville hævne sig paa hele hendes Slægt, hvorimod den Anden, som var her nylig, sagde: Jeg elsker Lucia og troer mig gjenelsket af hende. Forresten gik han jo ud med hendes Fader under Armen, thi det er
