262
vel hendes Fader, ikke sandt, den lille Grimrian med Hanefjeren i Hatten?
Efter den recitativiske Duet, hvori Gilbert udvikler sine afskyelige Rænker for sin Herre Asthon og ved at see den falske Brudering, der skal skuffe Lucia, troede Charles trods Emmas Forklaringer, at det var et af Edgard afsendt Kjærlighedspant. Han tilstod forøvrigt, at han ikke kunde forstaae Meningen — det var Musikens Skyld, der i høi Grad skadede Ordene.
— Hvad gjør det? sagde Emma. Ti nu blot stille.
— Du veed jo nok, at jeg holder saa meget af at vide god Besked, svarede han og bøiede sig hen over hendes Skulder.
— Ti nu blot stille, ti nu blot stille, sagde hun utaalmodig.
Lucia traadte frem, halvt baaret af sine Terner med en Orangekrans om Haaret og blegere end det hvide Atlask i Kjolen. Emma mindedes sin egen Bryllupsdag, hun saae sig selv paa den lille Marksti, da man vandrede til Kirke. Hvorfor havde hun ikke gjort Modstand og bønfaldt ligesom Lucia? Hun havde tvertimod været glad og munter, uden at ænse den Afgrund hvori hun styrtede sig . . . Ak! Dersom hun dengang, da hendes Skjønhed var frisk, inden Ægteskabet havde besudlet hende, og Ægteskabsbruddet havde røbet hendes Illusioner, havde fundet et ædelt og mandigt Væsen, til hvem hun kunde have støttet sig, da vilde Dyd, Ømhed, Vellyst og Pligt være smeltede sammen, og hun vilde aldrig have mistet denne Lyksalighed; men denne Lykke var uden Tvivl kun en opdigtet Løgn; nu kjendte hun jo de Lidenskabers Ubetydelighed, som Poesien overdrev i sine Skildringer. Idet hun da gjorde sig Umage for at bortlede sine Tanker derfra, vilde Emma i denne Gjenfremstilling af sine egne Li-
