263
delser kun see en plastisk Fantasi, god nok til at more Øiet, og indvendigt smilte hun foragteligt og medlidende, da en Mand viste sig. Baggrunden af Teatret under Fløils Drapperierne i en sort Kappe.
Hans store spanske Hat faldt af ved en Gestus, og ligestrax istemte Instrumenter og Sangere Sextetten. Funklende af Raseri beherskede Edgards klare Stemme alle de Andres, Asthon udslyngede morderiske Udæskninger i dybe Noder, Lucia udstødte sit gjennemtrængende Klageskrig, Arthur bevægede sig i Mellemtoner, og Præstens Bas snurrede som et Orgel, mens Kvindernes Kor blidt gjentog Lucias Strofer. De gestikulerede Alle i een Række, og Harme, Hævnlyst, Skinsyge, Rædsel, Medlidenhed og Forbavselse udaandede samtidig af deres halvtaabne Munde. Den krænkede Elsker svang sin blottede Kaarde, hans Kniplingskrave hævede sig stødvis, han krydsede Scenen med lange Skridt, idet Sølvsporerne paa hans Kravestøvler klingrede mod Gulvet. Dette Menneskes Erotik maatte være uudtømmelig, mente hun, da han kunde udgyde den i saa rige Strømninger. Al hendes Lyst til at ville nedsætte Kjærligheden svandt hen for Rollens Poesi, og draget henimod Skuespilleren af Illusionens Magt, søgte hun at forestille sig hans Liv, dette berømte, glimrende, enestaaende Liv, som hun havde kunnet komme til at føre, hvis Skjæbnen havde villet det saaledes. De kunde have lært hinanden at kjende og vilde have elsket hinanden! Med ham vilde hun have draget gjennem hele Europa, fra den ene store Stad til den anden, delt hans Anstrængelser og Triumfer, opsamlet de Blomster, man tilkastede ham, selv syet hans Kostumer, og hver Aften, skjult i en Loge bag det gyldne Gitterværk, vilde hun maalløs have opfanget denne Sjæls Udgydelser, der kun vilde have sunget for hende alene, fra Scenen vilde han have seet op til hende. Men hun blev grebet
