264
af et Vanvid, han saae jo paa hende, det var hun vis paa. Hun havde Lyst til at styrte sig i hans Favn, at tye til hans Styrke ligesom til en Inkarnation af selve Elskoven og udbryde: „Tag mig med Dig, bortfør mig! Jeg tilhører Dig, kun Dig. Dig tilhører alle mine Drømme, al min Ømhed.”
Tæppet faldt.
Gassen blandede sig med Uddunstningerne, Vinden fra Vifterne gjorde kun Atmosfæren mere trykkende. Emma vilde gaae ud; men der var saa mange Folk i Gangene, hun faldt tilbage i sin Lænestol med en Hjertebanken, der var nær ved at kvæle hende. Charles blev bange, for at hun skulde besvime og løb ud til Buffeten for at skaffe et Glas kjølende Limonade.
Han havde stort Besvær med atter at naae sin Plads, thi han fik Albuestød for hvert Skridt paa Grund af Glasset, han holdt i Haanden og spildte endog det Meste deraf ned over Skuldrene paa en Dame med bare Arme, som da hun følte det kolde Fluidum løbe nedad Ryggen, udstødte sande Paafugleskrig, ligesom om man havde villet myrde hende. Hendes Mand, en Hørhegler der fra Byen, blev hidsig over Charles' Ubehændighed, og mens hun med sit Lommetørklæde aftørrede Pletterne paa sin smukke karmosinrøde Taftes Kjole, brummede han noget om Omkostninger og Skadeserstatning. Endelig naaede Charles atter sin Kone og udbrød ganske forpustet:
— Jeg troede aldrig, at jeg var kommet tilbage; der var saamange Folk. Men gjæt engang, hvem jeg mødte, tilføiede han, — Hr. Léon.
— Léon!
— Ja, ham selv. Han vil strax hilse paa Dig.
Ligesom han sagde dette, traadte den forhenværende Skriver fra Yonville ind i Logen.
