Side:Fru Bovary.djvu/273

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

265

Han rakte hende Haanden med kavalermæssig Ugenerthed, og mekanisk gav Emma ham sin, ligesom om hun adlød en stærkere Villies Tiltrækningskraft. Hun havde ikke følt den siden hin Foraarsaften, da det regnede paa de grønne Blade, og de tog Afsked med hinanden ved Vinduet. Men idet hun hurtig mindedes, hvad Situationen krævede, afrystede hun med en Villiesanstrængelse denne Sløvhed, hvori hendes Minder sænkede hende og stammede hurtig:

— Nei, Godaften! Er det Dem? Er De her?

— Tys, raabte en Stemme fra Parterret, thi tredie Akt var begyndt.

— De er altsaa i Rouen?

— Ja.

— Hvorlænge har De været her?

— Kast dem ud, kast dem ud!

Man vendte sig om imod dem, de taug.

Men fra dette Øieblik af, hørte hun ikke længere efter, og Gjæsternes Kor, Asthons Scene med sin Tjener, den store Duet i D Dur, Alt foregik ligesom i det Fjerne for hende, som om Instrumenterne var blevne mindre velklingende, og Personerne traadt længere tilbage, hun mindedes Spillepartierne hos Apotekeren, Spadsereturen til Ammen, Oplæsningerne i Lysthuset, Samtalerne i Kakkelovnskrogen, denne saa rolige og langvarige, saa diskrete og ømme Kjærlighed, som hun dog havde glemt. Hvorfor kom han dog igjen? Hvilken Kombination af Eventyr bragte ham atter tilbage i hendes Liv? han stod bagved hende og lænede sig med Skulderen til Væggen, af og til følte hun en Gysen, naar hans varme Aandedræt foer henover hendes Haar.

— Morer De Dem? spurgte han og bøiede sig saa tæt henover hende, at Spidsen af hans Knebelsbart streifede hendes Kind.